Har man nu husket pas og tandbørste, og hvad med underbukser til alle dagene? Hvornår var det nu vi skulle flyve?

Sommerferien er over os og flere af os tager afsted på ferie for at nyde nogle dejlige stressfrie dage. Hertil kommer også planlægningen af en rejse, hvilket hurtigt kan blive et større projekt. Budget, pakkeliste, rejseinformation, seværdigheder og åbningstider kan hurtigt blive uoverskuelige.

Derfor har vi samlet en række ideer til nogle spreads I kan lave i jeres journals for at gøre ferieplanlægningen lidt mere overskuelig.

1. Budget

Inden planlægningen af rejsen begynder, er man nødt til at vide hvad man har til rådighed af penge. Hvor meget kan man bruge på fly og hotel, hvor meget skal der bruges på seværdigheder og hvor stort er ens madbudget. I budgettet kan også indgå eventuelle ting man skal købe inden man rejser, f.eks. solcreme, en ny badedragt, eller måske skal man forny sit pas. Med et budget får man også mulighed for at se hvor meget man kan bruge på ren hygge og shopping. Tager man gaver med hjem til hele familien kan man også holde styr på det her.

2.  Rejsedetaljer

Når fly og hotel er bestilt kan man med fordel lave en side med de informationer der er. For eksempel kan man tilføje afgang- og ankomsttid for ud- og hjemrejsen og eventuelt regler for den bagage man må have med, hvor meget det må veje og dimensionerne for tasker og kufferter.

Herfra kan man også tilføje information omkring hvor man skal bo. Dette kunne inkludere adresse og kontaktinformation samt tider for at checke ind og ud. Herunder kan man man igen vælge at have information om hvordan man kommer fra lufthavn til hotellet og hvad priserne for dette er.

3. Seværdigheder

Når vi rejser til nye destinationer kan der være nogle seværdigheder man gerne vil besøge. Her kan man lave et overblik over adressen og åbningstiderne for seværdighederne. Det ville være så ærgerligt at ankomme og så finde ud af at de har lukket. Man kan også tilføje priser og om der er eventuelle rabatter, for eksempel studierabat (er dette tilfældet skal man lige huske at skrive sit studiekort på pakkelisten).

4. Pakkeliste

Pakkelisten er en komplet liste over de ting man skal have med, såsom pas, kamera, tøj og hygiejne produkter. Man kan med fordel sætte den op i god tid inden rejsen i tilfælde af at der dukker noget op man også lige skal huske at have med, som for eksempel studiekort, badehåndklæder eller måske en paraply. Man kan også med fordel holde øje med vejrudsigten så man bedre kan vurdere hvilket tøj og overtøj man skal have med.  Det er også en god ide at skrive antallet af for eksempel sokker og undertøj så man ved at man har til alle dagene.

Pakkelisten kan man enten skrive som en lang liste eller man kan dele den op i forhold til kategorier (Tøj, diverse, hygiejne, elektronik, osv).

5. Vigtig information

En side med vigtig information kan være en kæmpe fordel i tilfælde af skader. Den kan med fordel skrives på engelsk i tilfælde af at man ikke selv har mulighed for at oversætte. Informationen på denne liste kan være kontakter i tilfæde af uheld, eventuelle allergener og allergier, blodtyper og medicin der bliver taget i familien. Denne side skal i og for sig indeholde alt det vigtigste man kan tænke på i tilfælde af et uheld.

6. Efter ferie Brain dump

Den sidste side at nævne er først til når ferien er slut og man er kommet hjem. Her starter hverdagen typisk igen og man skal ind i alle dagens gøremål. Der skal pakkes ud og tøj skal vaskes. Her kan man bruge en “efter ferie brain dump” hvor man simpelthen tilføjer alt hvad man kan komme i tanke om, stort som småt. Der er ingen grænser for hvad man smider på. Meningen er her bare at man tømmer sit hoved for tanker, så man stille og roligt kan drifte ind i dagligdagen uden øget stress. Når man har smidt alt ned i sin brain dump kan man så begynde at prioritere den, hvad skal gøres i dag, er der nogen jeg skal ringe til, hvad kan godt vente til i morgen, giver det overhovedet værdi at gøre denne enkelte ting.

Dette var vores 6 bud på sider man kan bruge når den næste ferie skal planlægges. De kan laves så enkle eller kreative som man ønsker, det er kun ens egen fantasi der sætter grænser. Og så kræver det ikke en stor ferie for at lave ferieplanlægning. Skal man en tur i forlystelsespark, en heldagstur til stranden eller måske hjem til familien så kan man sagtens benytte vores bud her også.

Har du planlagt sider til din næste ferie, så vil vi rigtigt gerne se dem på instagram. Bare tag @nordicplannersociety på dit billede.