Global Self-Injury Awareness Day 2020

OBS: dette blogindlæg omhandler selvskade og kan derfor være udløsende for nogle personer. Er du selv eller nogen du kender på nogen måde berørt af selvskade, så er det rigtig vigtigt at snakke med nogen om det, og vi anbefaler, at du tager kontakt til en person, du har særlig tillid til. Det kunne være en forælder, lærer, ven eller din egen praktiserende læge.

Selvskade er (endnu) ikke en diagnose for sig, men det bliver mere og mere udbredt, og forskning viser, at næsten en tredjedel af de 18-25-årige har selvskadet. Nordic Planner Society vil gerne være med til at sætte fokus på selvskade –  og hvordan plannere og Bullet Journals kan agere som et vigtigt værktøj i behandlingen af selvskadende adfærd.

Hvad er selvskade?

Selvskade er, når en person direkte og bevidst udøver skade på sig selv, uden tanken om at begå selvmord. Adfærden er et forsøg på at håndtere og regulere svære tanker og følelser ved at lindre de psykiske vanskeligheder gennem fysisk smerte. Forud for den selvskadende adfærd ligger oftest mange negative følelser som vrede, frustration, ensomhed, desperation og angst. Selvskaden giver illusionen af, at den selvskadende selv kan kontrollere smerten, ved således at lade den komme til udtryk gennem fysisk smerte.

Bullet Journal og plannere som vigtigt værktøj

Mange i Bullet Journal-fællesskabet kan sikkert nikke genkendende til den helende effekt, som Bullet Journaling kan have, fordi det giver en unik ro i sindet, og man kan arbejde med at se livets udfordringer i et positivt lys.

I en bullet journal kan man fx lave en side, hvor man skriver alle de gode ting ned om sig selv. På den måde styrker det ens selvbillede, fordi man finder ud af, at der alligevel er rigtig mange ting, som man er god til – eller som man gør godt. Alle mennesker har nogle gode egenskaber – også selvom man går gennem en periode, som er rigtig svær.

Struktur og planlægning

En almindelig trigger til selvskade kan være stress, og Bullet Journals og Plannere udgør et vigtigt værktøj i stresshåndtering. Blot det at sidde og være kreativ med din planlægning, kan i sig selv være en alternativ strategi til selvskaden og hjælpe dig til at tænke på noget andet og samtidig få lidt mere struktur ind i hverdagen.

Track din sundhed

Vi fik mulighed for at tale med en ung pige, om hendes selvskadende adfærd. Pigen har valgt at være anonym, så derfor kalder vi hende her for “Nanna”. For Nanna er stress og kedsomhed de helt store triggere, og i sine svære perioder bruger Nanna sin Bullet Journal til at håndtere selvskadetrangen. Hun beskriver hvordan hendes Bullet Journal er med til at skabe overblik over hendes hverdag og komme stressen i forkøbet, og derfor hjælper Bullet Journaling hende med at holde selvskaden på afstand.

Hav en kriseplan ved hånden

Din Bullet Journal eller planner kan du altid have ved hånden, og derfor er det også meget relevant at bruge den til en kriseplan. Nanna fortalte, at hende og hendes mor har udarbejdet en kriseplan i hendes Bullet Journal, som hjælper hende med at finde ud af, hvornår selvskaden er ved at tage overhånd og hun har brug for hjælp fra andre. Kriseplanen definerer også hvilke tegn, som Nanna skal holde særligt øje med, og så har den en række gode tips og strategier til, hvad Nanna kan gøre, for at hjælpe sig selv som alternativ til selvskade.

Hvad kan DU gøre?

Er du selv eller en du kender berørt af selvskade, er det vigtigt at søge hjælp. Kontakt din praktiserende læge – han vil hjælpe dig videre i forløbet og sørge for, at du eller en du kender, får den helt rigtige hjælp. Hvis det føles lidt overvældende så få en til at tage med dig, som du har særlig tillid til. Derudover findes Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, som du kan kontakte helt anonymt og gratis på telefon 70101818, hvis du har brug for en at tale med. Hos Nordic Planner Society håber vi, at blogindlægget har givet inspiration til, hvordan en Bullet Journal eller planner kan bruges som en alternativ strategi til selvskade og være den perfekte ledsager i på din vej ud af selvskaden.